Børnevaccination

Børne­vaccinations­programmet

Vaccinationer forebygger sygdomme, som kan være alvorlige for barnet. For nogle børnesygdomme gælder, at de er meget smitsomme, og at næsten alle børn vil få sygdommene på et eller andet tidspunkt, hvis de ikke er vaccinerede. Dette gælder for mæslinger, fåresyge, røde hunde og kighoste.

AlderVaccination
3 mdr.difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 1 og PCV-1
5 mdr.difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 2 og PCV-2
12 mdr.difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 3 og PCV-3
15 mdr.MFR 1
4 årMFR 2
5 årdifteri-tetanus-kighoste-polio revaccination
12 årHPV 1 og 2

Endvidere kan alle voksne over 18 år som ikke er vaccineret tidligere eller har haft mæslinger, få en gratis MFR-vaccination. Kvinder som ikke er immune for røde hunde kan ligeledes vaccineres gratis med MFR-vaccinen.

I alle lande anbefaler sundhedsmyndighederne, at børn bliver vaccineret. I det danske vaccinationsprogram vaccineres der mod ti sygdomme. Følger et barn det danske vaccinationsprogram, er barnet godt beskyttet mod at få disse sygdomme:

  1. Difteri, der bl.a. kan give alvorlig og livstruende halsbetændelse.
  2. Stivkrampe (tetanus), der kan fås efter sårinfektion og resultere i en livstruende krampetilstand.
  3. Kighoste (pertussis), der kan være alvorlig især hos helt små børn.
  4. Polio, der kan medføre blivende lammelser.
  5. Hib-infektion (Hæmophilus influenzae type b), der kan medføre meningitis (hjernehindebetændelse) eller strubelågsbetændelse.
  6. Pneumokoksygdom (forårsaget af visse pneumokoktyper), der kan medføre blodforgiftning og meningitis.
  7. Mæslinger (morbilli), der giver høj feber, hoste, forkølelse, øjenirritation og udslæt samt risiko for alvorlige komplikationer, fx lunge- eller hjernebetændelse.
  8. Fåresyge (parotitis epidemica), der giver hævede spytkirtler og let feber og kan medføre meningitis (hjernehindebetændelse) eller testikelbetændelse samt varige mén.
  9. Røde hunde (rubella), der giver let feber, hævede kirtler og udslæt. Smitte af gravide inden for de første tre måneder af graviditeten kan medføre abort eller fosterskader.
  10. Livmoderhalskræft og analkræft (Human papillomavirus-infektion, HPV). HPV-infektioner forekommer i over 100 forskellige undertyper. Nogle af disse typer forårsager vorter, andre typer forårsager kønsvorter (kondylomer), og visse kræftfremkaldende typer er årsag til livmoderhalskræft og analkræft. Vaccination mod Human Papilloma Virus (HPV-vaccination) har været en del af det danske børnevaccinationsprogram siden 1. januar 2009.

HPV-vaccination er gratis for drenge

Drenge født den 1. juli 2007 eller senere, kan blive gratis HPV-vaccineret som en del af børnevaccinationsprogrammet. For denne gruppe af drenge er det gratis at blive vaccineret, indtil de fylder 18 år.

Desuden vil der i 2020 og 2021 være et tilbud om gratis HPV-vaccination til drenge født i 2006 og 1. halvdel af 2007 samt unge mænd på 18-25 år, der har sex med mænd.